I denne del af Gladsaxe Kano- og Kajakklub dyrker vi kajakken for motionens og hyggens skyld, og det er også i denne afdeling, du starter, når du er voksen og begynder.
Vi er mellem 18 og 60 år, men du er også velkommen, hvis du er et andet sted i livet !
Klubbens kajakker (alle tur- og kapkajakker, vi har ingen havkajakker), i forskellige sværhedsgrader, står til fri afbenyttelse efter frigivelse. Desuden råder klubben over 5 kanoer, hvor familie og venner kan tages med på tur i området, blot de bookes i forvejen og sikkerheden overholdes.
For de roere, som er blevet frigivet, arrangeres der ofte fælles ro- og hyggeaftener. De dage vi oftest mødes er torsdag samt weekend. Klubben har også handikap-løb om onsdagen, hvor alle er velkommen (søen rundt, ca. 3,0 km på tid). Efter handicapløbet er der fællesspisning, hvor man griller og spiser sin medbragte mad.
Vi forsøger også at arrangere fælles deltagelse i forskellige motionsløb så som "Mølleåens blå bånd", "Esrum sø" eller "Tour de Gudenå". Eller der laves andre aktiviteter som weekendture til Møns klint, picnic til Sofienholm, dagstur til Øresund eller hvad vi nu får lyst til.
Kom selv og vær med til at arrangere noget!
Det er også klubbens mål, at roerne i de forskellige afdelinger, lærer hinanden at kende på tværs af alder og ambitioner. Her kan deltagelse i onsdagsløbet være en rigtig godt. Der er både seriøs konkurrence og efterfølgende hygge med grill
Vi har nogle år også været på hyggelige påske- eller weekendture til Sverige, hvor de svenske søer og åer er blevet "erobret". Vigtige elementer på disse ture er gourmet mad og god rødvin, efter en lang dag på vandet.
Klubben råder over et motions- og træningsrum med kajak-ergometer og et udvalg af maskiner til styrketræning, som kan benyttes hele året. Motionisterne har første prioritet til disse faciliteter torsdag fra 18-20.
Endelig kan en løbetur i den pragtfulde natur omkring klubben varmt anbefales!
I vinter halvåret mødes vi minimum en gang om ugen, oftest på torsdage, til fælles motion indendørs. De seneste sæsoner har der således været tilbud om yoga om torsdagen. I weekenderne mødes vi og ror en tur, hvis der ikke er is på vandet og ellers kan man gå eller løbe en tur langs søen og nogle slutter af med vinterbadning og en tur i sauna.
Gladsaxe Kano- og Kajakklub er en aktiv og social klub, hvor stort set alt arbejde er baseret på en frivillig, ulønnet indsats. Det betyder, at vi gerne vil invitere nye medlemmer til at deltage aktivt i vedligeholdelsen af vores faciliteter, kajakker og af området i det hele taget, og på længere sigt også i træningen af begyndere eller bestyrelsesarbejde.
Klubben kræver en indsats , men giver også meget igen !!!
Desværre kan vi ikke tilbyde bådpladser til egen båd undtagen i særlige tilfælde.
Ønskes mere information, kan du kontakte: Finn Jeppesen, Trim-koordinator ; E-mail: finn-jeppesen@mail.dk eller tlf. 30 12 56 09.