Gladsaxe Kano og Kajakklub PDF Udskriv Email

Her kan du læse lidt om hvem klubben er og hvad klubben står for.

Som nævnt på forsiden er Gladsaxe Kano & Kajakklub en alsidig klub med spændvidde fra børnekajakker over kaproning for eliten til ældre i turkanoer – hos os er der både plads til bredden og eliten.

Elitearbejdet er struktureret i ”Kraftcenter Gladsaxe” i regi af Dansk Kano & Kajak Forbund, støttet af Gladsaxe Kommune og bakket op af Team Danmark.

Klubben har ca. 325 medlemmer, hvoraf ca. 265 er aktive medlemmer, der groft sagt er fordelt med en fjerdedel mellem 8-25 år og resten mellem 25-70 år. Omkring 30% af de aktive medlemmer er piger/kvinder.

Det er klubbens målsætning at være Danmarks bedste klub, men ikke den største. Hellere kvalitet fremfor kvantitet!

Klubbens historie og røde tråd fortalt på ganske få linier:
Gladsaxe Kano & Kajakklub har rødder helt tilbage til 1948, hvor kanoklubben ”Hobby” så dagens lys., Et par år senere blev Hobby slået sammen med ”Skovhuskoloniens Kanoklub”, og igen nogle år senere tog man navneforandring til Gladsaxe Kano & Kajakklub.

Klubbens grundstamme er turkanoer, men allerede i 1950’erne fik kaproningen fodfæste, da klubmedlemmer vandt guld i toerkanoer ved OL i 1952. Siden har mange medlemmer vundet et utal af fornemme medaljer, lige fra Danske Mesterskaber til VM-medaljer.

Gennem alle årene har klubben søgt at være samlingssted for såvel kaproere som tur- og hyggeroere. Og det er kendetegnende for klubben, at vi hjælper hinanden på tværs af individuelle interesser, alder og køn.
Et eksempel herpå er, at alle klubbens bygninger er opført ulønnet af medlemmerne. Et andet eksempel er klubbens mange nationale og internationale regattaer på Bagsværd Sø. Også her tropper medlemmer op med deres arbejdskraft – til glæde for de aktive roere på banerne.

Klubbens målsætning:

  • Kvalitet fremfor kvantitet – bedste klub, men ikke største!

  • Være en bred klub, der spænder over alle kano/kajak aspekter

  • Være en førende klub på kaproningsbanerne

  • Tilbyde attraktive og tværgående sociale aktiviteter til alle medlemmer

  • Tilbyde veluddannede instruktører/trænere/ledere

  • Tilbyde især unge under 18 år og deres forældre nye medlemsskaber

  • Deltage aktivt i relevante idrætspolitiske organer

    Vi håber, at du efter at have læst disse linier har dannet dig et indtryk af klubben og dens mange kvaliteter.

    Under afsnittet ”Indmeldelse” kan du læse mere om hvordan man kan indmeldes, hvad der kræves, hvad det koster osv.


Vi glæder os til at se dig!

Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Gladsaxe Kano & Kajakklub